Børnefestugens værdigrundlag

Børnefestugens historie og værdigrundlag 
Den første børnefestuge løb af stablen i maj 1984. Den var et led i en større pædagogisk offensiv hvor vi, Albertslund pædagoger, ønskede at vise hvad vi og børnene gik og lavede inde i institutionerne. Vi ville vise, at vi ikke blot "passede børn", vi ville vise at vort fag indeholdt meget, meget mere end pasning.
Det år var hele maj måned præget af institutionernes udadvendte aktiviteter. Børnenes digte, billeder, collager og alle mulige andre formningsprodukter var udstillet i hele byen. I centeret blev banker, butikker og bibliotek brugt som udstillingslokaler.
Børnene optrådte flere gange i centeret med teater og gøgl. En fredag eftermiddag og lørdag formiddag, blev Agoraen brugt til institutionernes åbne, arbejdende værksteder.
Institutionerne holdt åbent hus, både i dag- og aftentimerne. På de dage kunne byen borgere komme og være med til at bygge huler, lave "bålmad" og deltage i mange andre aktiviteter. De kunne også nøjes med at indsnuse atmosfæren i en daginstitution. Rigtig mange borgere, også dem der ikke som forældre havde deres daglige gang i institutionerne, benyttede lejligheden til at se indenfor.
Børnenes liv prægede virkelig byen i den periode og initiativet fik mange lovord og stor opbakning med på vejen.

Den første Børnefestuge var tænkt, som et festligt punktum for hele den pædagogiske offensiv. Festugen fandt sted i Birkelundsparken i dagene 21. til 25. maj.
I parken blev der rejst store og små telte, de store til forskellige former for aktiviteter og optræden og de små til overnatning, ganske som vi stadig gør når vi holder børnefestuge i Albertslund. Der er dog en afgørende forskel fra dengang til nu. Børnefestugen rådede dengang ikke over så mange gode store "vandtætte" telte, og de enkelte deltagende institutioner havde ikke store dejlige køkkentelte og hensigtsmæssige overnatningstelte.  Det var et skrab sammen af pædagoger og forældres campingudstyr.
Børnefestugen strakte sig også over hele ugen, med børn både mandag og fredag, vi pakkede først festugen sammen lørdag. Da var, både børn, pædagoger og forældre glade og tilfredse med forløbet og godt trætte.

Mottoet for den første Børnefestuge var "Institutioner gør noget sammen". Dengang som nu var ønsket, at alle skulle have mulighed for at deltage og bidrage på det plan, som de nu havde tid, lyst og mulighed for. Børnefestugen har i sin lange levetid, bidraget rigtig meget til udviklingen og at styrke det kollegiale fællesskab.
Den bærende ide for børnefestugen blev vedtaget i forbindelse med denne første festuge. Vi ville ikke, som vi havde oplevet andre stede, have en børnefestival hvor børnene var passive tilskuere, hvor de blev underholdt. Vi ville have en uge hvor børn og voksne var aktive i det "levede livs" fællesskab. Den bærende ide var og er, at børnene lære hinanden det de kan. Børnefestugen skal bæres af børnenes egne ideer og lege. Vi voksne skal hjælpe og støtter børnene i at gennemfører deres forskellige ideer og tanker, som et givent tema sætter i gang hos børnene. Dette blev alle senere børnefestugers grundlag og det er det, der stadig er det vigtigste.

Den første Børnefestuge var, som så mange senere festuger, ved at drukne i regn. Men det blev en succes oven i købet en langtidsholdbar en af slagsen.

Den pædagogiske offensiv blev startet på en alvorlig baggrund. Nedskæringer og stramninger væltede ud over daginstitutionsområdet og det gør de jo stadig. Vi håber at Børnefestugen, på trods af alle de forandringer institutionerne har været udsat for og stadig udsættes for, vil fortsætte i mange år fremover til glæde for byens børn.


Koordinationsgruppen